Gode råd ved køb af bolig

Det er sikkert og trygt at købe bolig i Spanien, når man tager de nødvendige forholdsregler.
Spanien har været medlem af EU i mange år, og har på mange områder tilpasset sig lovgivningen i EU.
Men som alle andre steder – også i Danmark – er en forudsætning imidlertid, at man søger den rigtige rådgivning. Vi anbefaler også  altid at søge råd hos en uafhængig lokal advokat, som repræsenterer dine interesser, når du har fundet din ønskebolig.
Ligeledes vil det for mange være vigtig at søge rådgivning om pension og finansiering af boligen.

Boligmarkedet i Spanien er købers marked.  Med stagnerende priser og et stort udbud kan man idag finde en bolig til en meget attraktiv pris.  Mange mener at det nu er det bedste tidspunkt at købe på.

Nogle enkle råd:

  • Køb aldrig på baggrund af smukke billeder, tilbudspriser og annoncer. Brug tid til at forstå hvad det er du køber –  er du usikker bør du overveje flere ture derned.

  • Banksalg: "Ikke alt der glimter er guld".  Mange lokker med banksalg - det meste er boliger i dårlig kvalitet og med dårlig beliggenhed. Vi kan sælge fra de fleste banker og man kan være heldig.
     
  • Undersøg markedet og vælg nogle rådgivere, du har tillid til.

  • Beliggenhed, beliggenhed og atter beliggenhed er de vigtigste faktorer, når man vil sikre sin investering.

  • Pas på de store resorts/ferieområder, som ligger halvøde/døde  hen om vinteren. 

  • Check altid – ved brug af advokat - om de nødvendige garantier er der, byggelicenser og bankgarantier.

Forberedelse i Danmark

Vi har opstillet en række spørgsmål og råd, som du bør overveje, inden du rejser til Spanien. Det vil gøre det langt lettere at forberede og udvælge relevante emner til fremvisning og dermed gøre besigtigelsesrejsen til en succes.

  • Pris - hvad har jeg råd til - finansieringsmuligheder. Tal med bank/og eller finansieringsinstitut herom.  Hvad er prisniveauet på den bolig, jeg gerne vil købe.

  • Formål med boligen, permanent ophold nu eller senere, feriebolig, skal den være stor nok til familie og venner, bruges til udlejning, investering, pensionistbolig m.v..

  • Størrelse - antal soveværelser, badeværelser, terrasse, have, osv..

  • Geografisk beliggenhed - Costa del Sol, Costa Blanca, Mallorca - i ferieområde eller typisk spansk osv..

  • Beliggenhed lokalt - strand, golf, hvide byer eller skal den være tæt på offentlige transport, indkøbsmuligheder, osv..

  • Ejendomstype - lejlighed, villa, rækkehus eller finca.

  • Kvalitet – isoleret – gulvvarme – m.v..

  • Tid - hvornår skal jeg bruge den - hvornår vil jeg købe.

Købsproces og købsudgifter

Et typisk købsforløb trin for trin:

Trin 1

Når man har fundet en ejendom og blevet enige om prisen, er det normalt i Spanien at reservere ejendommen (dvs. at tage den ud af markedet) ved at betale et lille reservationsdepositum som en del af salgsaftalen.

Det er  normalt mellem € 3.000 – € 6.000,-. Beløbet tilbagebetales hvis din advokat finder noget der ikke er i overensstemmelse med salgsaftalen. Her kan man også tage forbehold for bevilling af lån.

Trin 2

Efter ca 1-2 uger sker underskrivelse af købskontrakt. På dette tidspunkt skal man forvente at betale mellem 20 og 50 % af købsprisen ved køb af en ny bolig og 10 % ved køb af en gensalgsbolig.

På dette tidspunkt vil din advokat bl.a. have undersøgt:

At alle lovpligtige forhold er opfyldt

At der ikke er panthavere på ejendommen

At detaljer i købskontrakten er i orden og du er blevet orienteret herom

At bankgarantier er stillet/på plads

Trin 3

Færdiggørelse eller gensalg. Skødet bliver underskrevet af begge parter i nærvær af en notar og resten af købsprisen bliver betalt. Har du ikke mulighed for at være til stede, kan du i stedet give din advokat en fuldmagt.

Trin 4

Når skødet er underskrevet betales relevante skatter og registrering sker ved de lokale myndigheder.

Købsudgifter

Der er en række udgifter forbundet med køb af bolig i Spanien. En generel tommelfingerregel er, at købsomkostningerne vil beløbe sig til ca. 10 - 12 % af købsprisen.

Efter underskrift af skøde

Når du har skrevet under på skødet, og det er blevet endelig registreret, vil din advokat følge op med råd og hjælp til at åbne bankkonto, få åbnet for el og gas og givet besked til grundejerforeningen i den bebyggelse/område, du har købt i.

Du skal ligeledes som boligejer i Spanien udfylde en selvangivelse hvert år. Det kan din advokat hjælpe med – for et meget lille beløb. Enten selv eller via en revisor.